x
Skift til visning af fuldt website

Frese OMLØBBesøg vores kampagnesite

Optimér dit fjernvarmenet med Frese OMLØB

Frese OMLØB giver dig dybere indsigt i dit fjernvarmenet og skaber øgede muligheder for at optimere din energieffektivitet ved at sænke temperaturer og tryk.

Nu bliver det nemmere at tage kontrol over flowet i dit fjernvarmenet. Med det nye Frese OMLØB kan fjernvarmeselskaber overvåge, justere og fjernstyre deres net, hvilket sikrer markante besparelser både på energiregnskabet og bundlinjen.

Hos Frese fokuserer vi på at tilføje intelligens til vores komponenter til fjernvarmesystemer for at øge deres værdi for både selskaber og kunder.

Frese OMLØB består af en gammel kending: OPTIMA Compact, der er en trykuafhængig dynamisk motorventil, samt en ny, intelligent, batteridrevet kontrolboks, som muliggør fjernstyring af ventilen.

Faktuel indsigt med præcise data

Frese OMLØBs centrale fordel er, at det leverer faktuel indsigt og eliminerer nogle af usikkerhederne ved beregninger af tryk og temperatur.

Vi har arbejdet tæt sammen med en række danske fjernvarmeselskaber i udviklingen af Frese OMLØB, og der er helt åbenlyse fordele ved at bruge omløb aktivt og rigtigt. Det er muligt at reducere varmetab i nettet, samtidig med at du sikrer, at der altid er varmt vand ude hos forbrugerne. De nye data gør det desuden muligt at optimere din pumpedrift og undgå unødigt højt tryk.

Markante besparelse ved mindre justeringer

Omfattende test af Frese OMLØB har vist gode resultater.

Viborg Fjernvarme har udført prototypetest i stor skala ved at installere flere end 30 enheder i deres eksisterende omløb, og selskabet har allerede foretaget justeringer i deres netværk. Indtil videre har selv mindre ændringer vist stort potentiale i form af besparelser på både energi og omkostninger.

Ved hjælp af de præcise data fra Frese OMLØB kunne Viborg Fjernvarmes distributionsleder, Tom Diget, konstatere, at trykket i et bestemt lokalområde var højere end nødvendigt ifølge tidligere beregninger, og at det var muligt at sænke trykket med 0,4 bar. Denne beskedne ændring i nettet giver en årlig besparelse på 27.400 kWh, hvilket svarer til 18.400 kroner.

Viborg Fjernvarme har nu kastet blikket på temperaturstyring, og Tom Diget har store forventninger:

- Ved at placere omløbene strategisk rigtigt i netværket kan returtemperaturen hæves en smule ved de kritiske punkter, mens fremløbstemperaturen til gengæld kan sænkes generelt i nettet. Det jo der, de store penge begynder at rulle ind. Hver gang vi sænker fremløbstemperaturen med 1 grad, får vi 250.000 kroner ind i mindre varmetab, fortæller han.

Plug-and-play teknologi

Frese OMLØB er designet med henblik på nem installation og drift. Det kan installeres i allerede eksisterende anlæg, og da det er trådløst og batteridrevet, er der intet behov for komplekse og dyre elektriske tilslutninger, wi-fi eller simkort.

Løsningen benytter sig af LPWAN-netværket Sigfox, som allerede har en omfattende infrastruktur på plads. Samtidig er økonomien gennemskuelig, for der er en helt fast abonnementspris pr. enhed.

Fjernstyring via dashboard

Frese OMLØB er nem at betjene via Freses webbaserede dashboard, Frese FlowCloud. Denne responsive platform giver ét centralt adgangspunkt til alle installerede Frese OMLØB, hvor man kan få yderligere indsigt i netværkene ved hjælp af historiske grafer over tryk, temperatur og ventilstilling på enten computer, smartphone eller tablet. I takt med at vi udvikler nye features, vil disse blive gjort tilgængelige via Frese FlowCloud.

Data skal derhen, hvor de giver mest mening for fjernvarmeselskaberne, så hvis det ikke er den rette platform for jer, tilbyder vi selvfølgelig også API'er til tredjepartssystemer. Deling af data vil kun vokse i omfang, efterhånden som fjernvarme- og forsyningsselskaber griber ud efter yderligere optimering og synergieffekter. Vi vil selvfølgelig levere de bedst mulige værktøjer til vores kunder i den udviklingsproces.