x
Frese Group Sites
Skift til visning af fuldt website
Frese Group Sites

 

Frese køber fynske DE Valves

Med opkøbet styrker Frese sin position på det danske og globale marked for fjernvarme og -køling

Frese A/S går nu ”under jorden” i fjernvarmesektoren, efter at ventilproducenten har købt 70% af DE Valves Glamsbjerg A/S.

Fremover vil Slagelsevirksomheden være i stand til at byde ind med en endnu bredere produktportefølje til district energy-sektoren ved at supplere sine kendte dynamiske reguleringsventiler med præisolerede jordforlagte ventiler, der er placeret centralt i fjernvarmenetværkene. Netop inden for den teknologi er DE Valves blandt de førende aktører med sine kugleventiler, baseret på den såkaldte JIP teknologi, opkaldt efter grundlæggeren af kugleventilproduktion i Danmark, Jørgen Ib.

- Frese er en vækstorienteret virksomhed, og et af de områder, vi ønsker at vokse ind i, er district energy markedet. Der er DE Valves en god tilføjelse for os. Vi får nogle anerkendte produkter til fjernvarme- og fjernkølingsbranchen og et varemærke, der på trods af virksomhedens relativt begrænsede størrelse er velkendt og respekteret i fjernvarmebranchen - også uden for Danmark, fortæller Freses CEO, René Barington.

Fremtidssikring og udvikling

DE Valves blev stiftet i 1974 som producent af forskellige typer af kugleventiler, og har siden 1991 været under forskelligt ejerskab. I 2015 overtog den nuværende direktør, Vagn Erik Larsen, produktionen af præisolerede jordforlagte ventiler i Glamsbjerg, og det er den forretning, Frese nu har købt 70% af med option på køb af resten af virksomheden.

Også Vagn Erik Larsen glæder sig over handlen:

- Vi fremtidssikrer DE Valves. Vi får fordelen ved at få en stor organisation ind med en masse knowhow, og et firma, som har været der i mange år. Et stabilt firma, man kan regne med, og et firma, der behandler kunder og samarbejdspartnere godt. Det vil hjælpe os med at løfte de nødvendige udviklingsopgaver og give noget ballast og forhåbentlig nogle flere arbejdspladser her på stedet, siger han.

Nye digitale muligheder

I dag leverer DE Valves ventiler til nogle af de største fjernvarmeselskaber i Danmark, herunder AffaldVarme Aarhus, Fjernvarme Fyn og HOFOR, samt til større fjernkølingsprojekter i blandt andet Mellemøsten.

- Det er et godt match for Frese, fordi vi har ambitioner for fjernvarmesegmentet, som vi har fokuseret en del på de senere år. Ud over vores dynamiske ventiler har vi satset på at udvikle en overbygning med digitale fjernstyringsløsninger. De betyder, at selskaberne vil kunne overvåge og styre centrale dele af deres netværk hjemme fra skrivebordet, uden at sende en mand ud for at åbne eller lukke en ventil, hvilket giver en stor effektivitetsbesparelse. Den kommunikationsteknologi, vi har udviklet omkring vores Frese-ventiler til fjernvarme, vil også kunne anvendes til DE ventilerne, forklarer René Barington.

DE Valves fortsætter med Vagn Erik Larsen som direktør og daglig leder, mens Freses CEO, René Barington, træder ind som bestyrelsesformand.

DE Valves