x
Skift til visning af fuldt website

21.06.2012

Freses nye CEO skal sikre fortsat vækst og udvikling

Den 1. februar i år havde René Barington første arbejdsdag som øverste chef for Frese-koncernen. Den nye direktør deler her sine første indtryk, efter at han har mødt medarbejdere, kunder, leverandører og samarbejdspartnere i ind- og udland i de første måneder i chefstolen.

Bestyrelsens krav til den nye administrerende direktør – eller CEO - er klare: Frese-koncernen, der under en ny struktur består af Frese A/S, Frese Metal- og Stålstøberi A/S og Frese Holding A/S, skal vokse, både indtjenings- og udviklingsmæssigt. Det kræver en erfaren erhvervsleder, og det er den 52-årige René Barington, der i sin karriere har beklædt ledende poster indenfor tele-, medicinal- og prepress-branchen. Senest som administrerende direktør hos Glunz og Jensen i Ringsted. Trods det udenlandsk-klingende efternavn er han pæredansk.

René Barington har brugt de første måneder i sit nye job på at lære sin nye arbejdsplads at kende. Han har erfaret, at der er mange spændende projekter i gang i koncernen, som vil være med til at udvikle forretningen i de kommende år.

- Jeg har mødt dynamiske og engagerede medarbejdere både i Danmark og i udlandet, hvor vi jo i stor grad markedsfører vores produkter. 2011 viste gode resultater, og vi er kommet godt fra start i 2012, så det tegner lovende, siger René Barington.

Han nævner, at der især i ventilvirksomheden er stor idérigdom i form af planer og tanker om nye produkter, der rækker langt frem i forhold til det sortiment, som Frese A/S tilbyder i dag. Kunderne har meget at se frem.

Familieejet virksomhed

Det er anderledes at være ansat som direktør i en familieejet virksomhed, hvor ejerne er aktive i virksomheden i forskellige funktioner, og hvor de samtidig er bestyrelsesmedlemmer. René Barington synes dog, at disse forhold fungerer godt i dagligdagen. Han har fokus på at videreføre den ambitiøse vækst- og udviklingsstrategi, som bestyrelsen har lagt for de kommende år - under skyldig hensyntagen til den kultur og de stolte traditioner, som kendetegner Frese.

- Vores kunder i begge vores selskaber vil fortsat opleve Frese som en solid partner, der leverer de rigtige produkter og løsninger. Vi er en aktiv samarbejdspartner, og man kan stole på, at vi altid leverer, hvad vi lover – nu og i de kommende mange år, siger René Barington.

Han betegner sine første måneder som en læreperiode og lægger ikke skjul på, at der vil ske forandringer fremover, bl.a. skal driften optimeres ved at samkøre de to Frese-selskaber på en række områder. Men tingene sker ikke på én gang. De sker gradvist, efterhånden som det er naturligt.

- Kunder og samarbejdspartnere er altid velkomne til at kontakte mig, hvis de har ideer til, hvordan vi i Frese kan blive endnu bedre til at skabe resultater i fællesskab, sige René Barington.